EN BERETNING AF SIMON BUUS JENSEN FRA TRITON AALBORG

Første internationale turnering - Peru international 2010

Dato: 27.04.2010

Søndag den 28. marts 2010 startede turen fra Aalborg til Lima i Peru med mellemlanding i Kastrup- og Madrid lufthavn. En tur som alt i alt tog 22 timer, med ca. 16 af dem i flyveren og resten som forfærdelig lange ventetider i lufthavnene. Turens formål var at få et fedt træningsophold i et uvant træningsmiljø sammen med den peruvianske landsholdstruppe, samt at slutte turen af med at deltage i min første internationale turnering, Peru International 2010, som skulle forgå den 8.-11. april.
   

Efter den lange rejse ankom jeg endeligt kl. 6.00 mandag morgen, til Lima Airport, hvor jeg i den enormt hektiske og mega befolkede forhal bliver tilspurgt af mindst 20-30 taxachauffører om jeg vil køre med: ”Taxa?”, ”Taxa?” og mere ”Taxa!!?!”. Efter ca. et kvarters søgning i lufthavnen, får jeg gennem folkemængden langt om længe øje på Rodrigo, som jeg havde aftalt at blive hentet af. Det var gennem Rodrigo, som er min klubkammerat i Triton, at jeg hørte om turneringen, og det var også hos ham og hans familie jeg skulle bo hos halvdelen af opholdet.

Efter lettelse ved endelig at slippe væk fra lufthavnen og de ufattelige påtrængende taxachauffører, får jeg i mens vi kører fra lufthavnen til Rodrigos hus, det næste store kulturschok, idet jeg ser at folk kører som komplet sindssyge, på de mere end overfyldte firesporede motorveje. På trods af de mange aggressive, dyttende og alt alt for hurtigtkørende bilister omkring os, fik min privat chauffør Rodrigo Pacheco, som i øvrigt ikke var et hak bedre end de andre bilister, os heldigvis sikkert i hus.

Efter en hurtig indlogering, og præsentering af hele familien med kys på kind, krammere og hele molevitten, var det straks af sted til den første træning. Her blev jeg endnu en gang mødt af kys på kind og krammere af trænere og spillere, så jeg kunne vist lige så godt vænne mig til, at det var måden hvormed man sagde hej. Træningsforholdene i Peru var en lille smule anderledes i forhold til de vante. Først og fremmest fejede hallens private alt-mulig-mand alle baner inden hver eneste træning, dernæst var der kildevand til fri rådighed, hvilke da også i høj grad var nødvendigt at udnytte, når man trænede i 30 graders varme og ekstrem høj luftfugtighed.
 

Selve træningen, som der var to af hver eneste dag – en morgen- og en aftentræning, var langt mere fysisk præget end den danske, en typisk øvelse kunne være defensiv 2 mod 1, hvor man blev kørt rundt på banen i 5 uendeligt lange minutter. Dem skulle man så have et par ture af, hvorefter ens ben mest af alt var lige til at pakke sammen og smide væk. Heldigvis var der efter 5 dages intensiv træning, påskeferie fredag, lørdag og søndag, hvor der slet ingen træning var, så der masser af tid til at restituere 100 % og bare nyde de peruvianske strande og shoppingmuligheder, i form af alverdens piratbutikker med kopivarer, som fandtes overalt i den enorme hovedstad som Lima er, med sine ca. 9 millioner indbyggere.
  

 Peru International 2010 nærmede sig, men selvom de indledende runder allerede skulle spilles om to dage, var programmet endnu ikke kommet ud, hvilket jeg undrede mig meget over. Jeg blev, til min forbløffelse, dog informeret om, at det var fuldkommen normalt i sydamerikanske turneringer, at programmet først kom ud 24 timer inden turneringsstart. Dagen inden turneringen kom det længe ventede program så endeligt ud. Den 6. seedede Mario Cuba fra Peru stod på menuen. En fyr som jeg ugen inden havde mødt til træning to gange, hvor jeg havde slået ham uden de store problemer. Desuden kunne jeg med glæde se, at vejen til kvartfinalen så rigtig fornuftig ud, da jeg ikke ville kunne støde ind i nogle af japanerne eller canadierne, som unægtelig var turneringens favoritter.
 

Kampdag – Peru International 2910

Kampen mod Mario var sat til kl. 19.00, hvilket betød at jeg havde hele dagen til at forberede mig mentalt på kampen. Sammen med min værtsbror og værtssøster, Bruno og Alejandre Monteverde, samt Karyn Velez fra USA og Alex Pang fra Canada, som også boede ved Monteverde familien, og som jeg havde haft det uforglemmeligt sjovt med hele ugen, tog jeg hen til hallen for at tjekke de første kampe ud, og bare for at få brændt tiden af inden vi selv skulle i aktion. Endelig skulle jeg i gang, og nerverne sad uden på tøjet, selvom jeg gjorde mit bedste for at skjule det. Første sæt, som jeg tabte 21/15, gik meget stærkt, og kan bedst beskrives som en stor mængde uprovokerede fejl og et utroligt anspændt spil, som desværre nok var resultatet af nerverne. Andet sæt blev ligeså, her tabte jeg 21/14.